Morosum

Plakater & Postkort

Kunsttryk & lærredsprint

FORMER HOMEPAGE

Moreaux + Raasum = MOROSUM

Morosum er et formidlingsprojekt, og initiativet til bogen ‘Morosum’  og hjemmesiden tog vi sammen med Else Raasum helt tilbage i 2011. Vi havde i fællesskab et ønske om at skabe interesse for Jean Moreauxs og Else Raasums kunst hos nye generationer af kunstinteresserede – især i Frankrig, hvor kunstnerparret levede de sidste 25 år af deres fælles liv, men også i Danmark, hvor kendskabet til Raasum og Moreaux endnu er begrænset, fordi parret kun nåede at afholde få udstillinger her. Det er vores indtryk, at Raasums kolorisme og lette kalligrafiske streg, og Moreauxs fabulerende humor og bidende politiske ironi i høj grad taler til et dansk publikum.

Malene Ringvad er cand.mag. i dansk og Raasums niece, og hun har med interesse fulgt parret gennem alle årene, dog på geografisk og aldersmæssig afstand. Peter Friederich er arkitekt, gift med Malene og har kendt Raasum og Moreaux siden 1986.

Eftersom vi ikke er specialister i kunst, er vores opgave at præsentere værkerne og den dialog om værkerne, der har udspillet sig gennem årene, så beskueren selv kan gå på opdagelse og drage konklusioner. I fællesskab med Raasum har vi fotograferet og registreret alle tilgængelige værker, og vi har samlet materialer fra mange kilder for at kaste lys på den kunst, som parret tilsammen skabte.

En præsentation af kunstnerparret
Else Raasum og Jean Moreaux

Else Raasum og Jean Moreaux mødte hinanden i 1962 under deres tidlige studier på Kunstakademiet École des Beaux-Arts i Paris, og mødet blev begyndelsen til et langt liv i forening og med kunsten som det centrale omdrejningspunkt. Else Raasum (1942-2017), var dansker og uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København, mens Jean Moreaux (1938-2001), var franskmand og uddannet på kunsthåndværkerskolen École d’arts Decoratifs i Grenoble. På intet tidspunkt var de i tvivl om, at de ville hellige sig kunsten fremfor en anden beskæftigelse, og de bevægede sig omkring i Europa i en tid, hvor kunst og samfund undergik store forandringer.
De rejste til Amsterdam i 1964, fordi de begge fik et legat ved Rigsakademiet i Amsterdam. For Raasum var det et legat til radering, og for Moreaux var det til maleri. Kun få år senere i 1966 flyttede de videre til Bruxelles, og med inspiration fra Cobra-bevægelsen og surrealister som bl.a. Dubuffet og Magritte oplevede de begge i Bruxelles en kunstnerisk fødsel, hvor de gjorde sig fri af klassisk tegning og maleri, og herefter begyndte de hver især med stor entusiasme en selvstændig kunstnerisk løbebane.
Tidligt lod de sig begge inspirere af Asger Jorn og de øvrige Cobra-kunstnere, og Cobra fik stor betydning for dem begge og deres kunstneriske udvikling. Moreaux udviklede sin egen forfinede franske fortolkning af Cobra iblandet hans egne graffiti-orienterede billedelementer, og det er interessant at iagttage, hvordan Raasums lyriske kalligrafi-inspirerede værker har fællestræk med Christian Dotremonts logogrammer, og at hendes keramiske relieffer har tydelig reference til Asger Jorn.
Fra 1971-77 var Raasum og Moreaux bosat i nærheden af Milano, og den lokale forening ”Est Ticino” i Castano Primo i samme område udviste stor interesse for deres kunst, en interesse der blev livslang. Her realiserede de begge store udendørs projekter: for Raasums vedkommende var det bl.a. en stor udendørs legeskulptur for børnene i en skolegård i Vittuone, og for Moreaux var det vægmalerier både indendørs og udendørs.
I 1978 rejste de tilbage til Frankrig til La Bussière syd for Paris, hvor de kunne arbejde uforstyrret.
Raasum var gennem årene vedvarende med sit abstrakte koloristiske og kalligrafiske formsprog, alt imens hun eksperimenterede med materialerne, og med tiden arbejdede hun med både ler, akryl pasta, beton, fibercement, marmor og alabast til sine skulpturer. I Frankrig fortsatte Raasum også med de store udendørs skulpturer, og hun rejste ofte tilbage til Italien, fordi der var nye opgaver her.
Ligesom avantgardekunstnerne blev Moreaux med tiden optaget af latterkultur og det karnevaleske, og han genforhandlede den historiske kitsch og satire. Moreaux gennemgik forskellige genrestudier i løbet af sit virke, men den røde tråd var surrealismen, og ligeledes var kulturkritikken, den politiske satire, humoren og den fabulerende glæde ved at tegne og male nogle af de gennemgående træk. Gennem årene tog hans værker form som en rejse gennem meget forskelligartede udtryk – maleri, tegning, tegneserie, puslespil, skulptur og giner – som ledte frem til, at han tilbage i Frankrig udfoldede sit store genreprojekt, som han døbte ’baroxysme’.
Baroxysme-projektet var en forelsket hyldest til barokkens storslåede og klichéfyldte formsprog, og en insisterende demonstration af kunstens utæmmelige fantasi. Og så var den et lidenskabeligt angreb på alle konventionelle patriarkalske magtsymboler. Moreaux var uden for enhver tvivl en stor maler, og det er vores overbevisning, at den fabulerende humor og bidende politiske ironi i høj grad er interessant for et internationalt publikum.
Moreaux tog sit eget liv d. 2. maj 2001, 62 år gammel, han kunne ikke længere male som han ville, og det har sandsynligvis været en naturlig følge af et kompromisløst liv med kunsten som væsentligste livsnerve. Få år efter i 2004 flyttede Raasum til Montfort sur Argens i Provence i et byhus med udsigt over vinmarker og olivenlunde. Hun så lyst på tilværelsen til det sidste, afklaret som hun var med sine livsvalg. Hun arbejdede fortsat med maleri og skulptur, selvom hun efterhånden var plaget af leddegigt. For Raasum var det til enhver tid friheden, som talte. Friheden til at kunne gøre, som man har lyst til.
Vi har døbt denne bog ”Morosum”, sådan som Moreaux navngav en fælles udstilling i Grenoble i 1999. Det var en retrospektiv udstilling, som viste et udpluk af parrets værker fra perioden 1963-2001, og udstillingen var opbygget, så malerier af Moreaux og skulpturer af Raasums blev præsenteret i dialog med hinanden. Det er i samme ånd, at denne bog er skrevet og tilrettelagt.
Som supplement til den kronologiske fremstilling af kunstnerparret og deres værker præsenterer vi 2 faglige artikler af kunstkritiker post doc Jens Tang Kristensen, henholdsvis ”Den koloristiske skole – Fra Cobra til Raasum og Moreaux” og ”At male på kanten af alting – Jean Moreaux og Baroxysmen”, som sætter Rassums og Moreauxs produktion ind i en kunsthistorisk sammenhæng.
Mere information om kunstnerparret Else Raasum og Jean Moreaux samt fremtidige aktiviteter, udstillinger mm. findes på portalen www.morosum.com.

Malene Ringvad & Peter Friederich, Hellerup, januar 2019

Adresse

Taffelbays Allé 5
2900 Hellerup
Denmark - DK

Følg

Jean Moreaux

Følg

Else Raasum

Nyhedsbrev